Vand er en begrænset ressource som vi skal passe på – for fællesskabet og for din egen økonomi.
Tjek og hold øje
- De fleste kunder i Novafos har en fjernaflæst vandmåler, og med den kan du med appen Watts holde øje med om, du bruger mere eller mindre vand end forventet. På en traditionel vandmåler kan du manuelt følge dit vandforbrug ved at aflæse vandmåleren f.eks. en gang om ugen eller en gang om måneden.
- Du kan selv kontrollere om dine vandledninger og andre installationer er utætte. Luk alle vandhaner. Tjek om vandmåleren registrerer et forbrug. Registrerer vandmåleren et forbrug, løber vandet et sted, og du bør kontakte en VVS-installatør. Utætheder i vandledninger og installationer kan vise sig ved f.eks. konstant sus i vandrørene, grønne græspletter i tørkeperioder, optøede jordområder i frostperioder, usædvanlig vandstrøm i kloak og brønde, jordsætninger på grunden, i fortov eller vej.
- Hvis du skal være væk fra dit hus i en længere periode, kan du overveje at lukke for hovedhanen. Hvis du lukker dit sommerhus for vinteren, er det en god ide at lukke for hovedhanen og huske at tømme rørinstallationerne for at undgå frostsprængninger.
Dyre dråber
Se hvor meget vand, du risikerer at spilde, hvis din vandhane drypper, eller dine installationer er utætte.
Toilet der løber, så det er svært at se | 100 m3 per år |
Toilet der løber, så det kan ses | 200 m3 per år |
Toilet der løber, så der er uro på overfladen | 400 m3 per år |
Vandhane der drypper langsomt | 7 m3 per år |
Vandhane der drypper hurtigt | 30 m3 per år |
Vandhane der løber konstant | 100 m3 per år |
Spareråd
Når du sparer på vandet, gavner du både miljøet og din egen økonomi. Dine brusebade er en af de største vandslugere i husholdningen, så det er oplagt at rette fokus mod badeværelset, hvis du vil spare.
En vandbegrænser eller perlator til vandhanen, en sparebruser eller et nyt toilet er eksempler på enkle installationer, som kan hjælpe dig med at spare på vandet. Ændrede vaner kan også være med til at nedbringe dit vandforbrug med mange liter om året.